Om Skovbrynet

Skovtur - der ses på alle sneglene på deres tur, de hygger sig med blade og studerer de små spirer der nu kommer op efter en lang vinter. Især troldeblomsterne er skønne - det er ren magi at puste og så flyver de omkring. 20 maj 16

Fårene på engen skal også klippes efter vinteren, nu er sommer ulden klar. 28 april 2016

Åbningstider 


Mandag - torsdag kl. 6.30 - 16.45
Fredag kl. 6.30 - 16.30

Pædagogikken

"Al opdragelse er selvopdragelse. Vi er, som forældre og pædagoger egentlig kun omgivelserne for barnet, der opdrager sig selv."

Rudolf Steiner kaldte sin livsfilosofi for antroposofi. Dette kan oversættes til "Visdom om mennesket." Mennesket er et legemeligt, sjæleligt og åndeligt væsen.

I det pædagogiske arbejde tages der sigte på både barnets legemelige-, sjælelige- og åndelige udvikling, selv om barnet i den første 7 års periode, primært er koncentreret om sin legemelige udvikling. For børnehavebarnet er særligt tre forhold væsentlige i denne forbindelse:

- Barnet er et efterlignende væsen
- Barnet er et sansende væsen
- Barnet er et rytmisk væsen

Alt hvad der foregår i børnehaven tager udgangspunkt i dette.

Efterligning: Gennem medmenneskelig omgang og æstetiske omgivelser skaber vi forhold som er efterligningsværdige for barnet.

Rytmisk: Skovbrynet har en fast daglig, ugentlig og års rytme. En veksling mellem indåndende og udåndende aktiviteter.

I Skovbrynet tages hensyn til hvert enkelt barns behov. Vi kommer ikke med færdige forklaringer, men giver barnet tid og hjælp til selv at finde svar. Barnets fantasiverden bliver støttet i så vid udstrækning som muligt. Vi giver barnet lov til at være barn, så længe som det lader sig gøre.

Den daglige rytme i vuggestuen

6.30-8.45 Børnene afleveres. Dagens måltid tilberedes sammen med børnene eller med børnene legende i nærheden.

8.45-9.00 Børnene får formiddagsmad.

9.00 - 9.15 Vi synger morgensang og leger fingerlege. 

       

9.15 - 10.30 Børnene leger ude eller inde mens de voksne laver praktisk efterlignelsesværdigt arbejde sammen med børnene, eller de leger.            

10.30-10.40 vi går i gang med at vaske hænder

10.40-11.15 Vi går til bords, synger bordvers og spiser.

11.15-12.00 Børnene skiftes og kommer ud og sove - vi synger "Skytsengel min".

12.00-14.00 Børnene sover, kommer op, bliver skiftet og leger ude eller inde.

14.00-14.30 Børnene får eftermiddagsmad.

14.30-16.45 Børnene leger ude eller inde. De voksne laver praktisk efterlignelsesværdigt arbejde sammen med børnene, eller de leger.


        OPdateret den 1 marts 16

Den daglige og ugentlige rytme i børnehaven

6.30-9.00 Børnene afleveres.  Dagens måltid tilberedes sammen med børnene eller med børnene legende i nærheden.

9.00-9.30 Vi synger morgensang, leger fingerlege og sangleg.

9.30-10.00 Børnene får formiddagsmad.

10.00-11.30 Dagens fastlagte aktivitet efterfulgt af fri leg mens de voksne laver praktisk efterlignelsesværdigt arbejde .        

11.30-12.00 Vi går til bords, synger bordvers og spiser.

12.00-12.15 Der fortælles eventyr for børnene.

12.15-14.00 Nogle børn sover, de andre børn leger ude.

14.00-14.30 Børnene får eftermiddagsmad.

14.30-16.45 Børnene leger ude eller inde. De voksne laver praktisk efterlignelsesværdigt arbejde sammen med børnene, eller børnene leger.

Den daglige rytme begynder kl. 9.00 og for at vi ikke skal gå og vente eller blive afbrudt er det vigtigt, at børnene er afleveret til tiden. Hvis man er forsinket, bedes man vente i haven eller garderoben til efter morgenkreds for ikke at forstyrre.
Kl. 9.00 samles vi til sangleg. Her lærer børnene en social holdning, idet vi er med i en rundkreds alle sammen. Vi leger sanglege, hvor man kan "være noget" inde i midten. Her lærer man, at man ikke altid kan være i centrum og at man ikke altid skal holde sig tilbage. Gennem fingerlege og sanglege udvikles barnets motorik og sprogkundskaber.
Sanglegene følger årets og naturens rytme. Herefter er der fri leg. Børn lærer ved hjælp af efterligning. Derfor skal de voksne fremstå som gode og efterligningsværdige forbilleder. Dette gøres ved, at de voksne i den fri leg udfører forskellige nødvendige gøremål. Vi laver mad, lægger dej og bager boller, syr, strikker, reparerer legetøj, hugger brænde, luger bede og meget mere. Alt dette gøres uden forklaringer og børnene leger omkring os eller de vælger at deltage i vores gøremål. Er der brug for hjælp til en leg, gør vi gerne det, men børns leg er bedst og allermest skabende, hvis de voksne er aktive omkring dem. Legetøjet er af naturmaterialer og enkelt udformet, så fantasien har frit spillerum. Det meste legetøj laver vi selv med børnene.

Herefter er der oprydning. Vi synger en "rydde op sang" og alle hjælper til. Mangler der noget, leder alle til det er fundet. Vores ting har stor værdi for os, og vi passer meget godt på det.

Herefter er der spisning. Vi får varm 4 dage om ugen. Maden er vegetarisk og uden mælk, men der er ost og andre mælkeprodukter. Vi bruger fortrinsvis økologiske og biodynamiske produkter. En god ernæring er et meget vigtigt grundlag for barnets udvikling.
Maden er enkel og "børnevenlig" og vi lægger stor vægt på sammensætningen, så den indeholder protein m.m. Vi tager med største ansvar nødvendige hensyn til børn med allergiproblemer.
Spisningen begynder og slutter med en lille sang og vi tænder levende lys på bordet. Ved bordet er fællesskabet i højsædet. Vi holder bordskik, og vi rejser os først når alle er færdige og der er sunget tak for mad.

Efter spisning går vi alle til eventyr. Eventyret kan være et remseeventyr, et gammelt folkeeventyr eller en årstidsfortælling. Det samme eventyr fortælles i en uge. Som oftest følges eventyret op at et lille bordspil eller dukketeater. Det hænder også, at det er børnene, der selv spiller rollerne. Eventyr udvikler den indre billeddannelse og evnen til at lytte.

Efter eventyr er der hvilestund. For dem, der ikke kan sove, er denne stund kort, og de kommer ud og lege. Når alle er stået op, er der frugt og børd.

Børnehavens ugentlige rytme: I denne indgår aktiviteter som er specielt knyttet til de forskellige dage. Dette gør, at barnet kender dagene fra hinanden.

Alfernes ugeplan:

Mandag: Indedag hvor vi sysler og forbereder grøntsager og meget mere - risengrød med kanelsukker & smør 

Tirsdag: Eurytmi - pastaret 

Onsdag: suppedag enten inde eller på bål      

Torsdag: Vi maler vådt i vådt- rugbrød med hjemmelavet pålæg

Fredag:  pizza

 

Troldenes ugeplan:

Mandag: Skovtur - risengrød med kanelsukker & smør 

Tirsdag: Eurytmi - pastaret 

Onsdag: Maler vådt i vådt  - suppe

Torsdag: Hyggedag, forberedelse til middagen - rugbrød
Fredag: Skovtur - pizza


Opdateret den 1 marts 16

Årstidsfester i børnehaven

I børnehavens årstidsrytme indgår fester og ture ud af huset med eller uden forældre. Ved optagelse i Skovbrynet modtager alle forældre en kalender over disse fester, så der ikke er nogen, der behøver gå glip en en sådan.
Til hver af festerne spiser vi mad, som er med til at understrege netop hver enkelt fest, ofte bestående af brød i diverse udgaver med tilbehør som passer årstiden til. 


HØSTTUR: Børnehavebørn og voksne hentes i bus og kører til Horne ved Faaborg hvor vi skal hjælpe bondemand Per med at høste kornet. Vi ser hvordan Per sliber sin le mens vi alle synger "se sådan gør bonden se sådan gør bonden, når han sliber sin le". Vi får masser af korn med hjem så vi kan binde vores høstkrans til høstfesten.


HØSTFEST:  Her har vi ugerne forinden tærsket og kværnet kornet, som vi høstede hos bonden. Vi har bagt høstbrød,  kværnet smør og bundet kranse. Alle børn medbringer denne dag lidt frugt og grønt, som vi dækker et overdådigt bord af.

SKT. MICHAELSFEST: Vi laver sværd og stjernebånd. På dagen kæmper vi alle mod dragen og bliver slået til Michaelsriddere.

LANTERNEFEST: Festen holdes omkring Mortens aften. Den starter med et hånddukke teater i haven, derefter får børnene deres selv lavede lanterner og går samlet ned i skoven med for at lyse op i mørket, mens vi synger lanternesange. Måske hører gamle Morten os og kommer forbi. Denne fest er også for familien.
 


ADVENTSSPIRAL:  Vi har lavet en stor spiral af gran på gulvet. I midten er et lille bjerg hvorpå der er et lys og glimmer. Vi har pudset æbler, hvor vi sætter et lille lys og med dem går vi en efter en ind i spiralen og tænder hver et lys ved det store i midten. En smuk og inderlig optakt til julemåneden.

JULEAFSLUTNING: I december måned spiller vi et krybbespil, hvor børnene er klædt ud. Dette fremføres for forældre, bedsteforældre og søskende.


Februar fest: Den sidste børnehavedag i februar pynter vi lågen med blomster og blade og vi følger de store forårs SFO børn ud af lågen. En dejlig fesr for både børn og voksne.



PÅSKEFEST:  Dagen forinden festen lægger vi gulerødder i små græsreder til påskeharen, hvis han skulle komme forbi. På selve dagen går vi ud og ser om påskeharen har været der og lagt påskeæg til os, som vi kan klinke på bakke med. Vi afslutter festen med et kæmpe påskebord med harebrød og kogte æg. 

SÅTUR: Børnehavebørn og voksne hentes i bus og vi kører til Horne ved Faaborg hvor vi skal besøge bondemand Per og hjælpe ham med at så kornet på marken. Børnene får spændt en harve om maverne og så skal marken harves, bagefter skal der spredes korn og til sidst skal alle små og store fødder "tromle" marken.


MAJFEST: Vi danser om majstangen. Vi spiser sammen og hygger i haven. 

PINSEFEST: Ugerne forinden denne fest har vi lavet pinsefugle. På festdagen er alle klædt i hvidt. Vi "flyver" med vores fugle ud i det fri og afslutter festen med et fuglegilde hvor der serveres frugtsalat.

SOMMERFEST: Sommerfesten er afslutningen på året og holdes lige inden skolernes sommerferie. Alle børn medbringer boller, frugt eller kage til fælles bord i haven.


Opdateret den 20 maj 2016   

Fødselsdag i børnehaven

Denne dag er noget ganske særligt for både forældre og børn. Omkring kl. 12 kommer far og mor og hører fødselsdagseventyr, som er en fortælling om barnets liv. Forældrene har medbragt hjemmebagt kage, boller eller noget tredje, evt. med saft eller kakaomælk, som bliver delt ud bagefter.
Det barnet har med, skal være økologisk og uden kunstige tilsætningsstoffer.

INGEN SLIK!