SPIREN

Spiren er navnet på en ny selvstændig afdeling, der åbnede under Skovbrynet den 17. januar 2022.

Skovbrynet har lejet lokalerne på Bogensevej 36 i Næsby, da vi i mange år har haft lange ventelister. Derfor har vi ledt efter muligheder for at udvide vores rammer.

Bogensevej 36 er en tidligere kommunal institution, der har stået tom nogle år. Inden da har bygningen været posthus. Skovbrynet har renoveret lokalerne, så vi kan skabe den stemning og atmosfære for børnene, der kendetegner steinerpædagogikken. Udearealerne trænger ligeledes til en kærlig hånd, som etableres i løbet af de næste par år i samarbejde med forældre og hjælp udefra.

Spiren er en steiner børnehave og vuggestue og vil derfor følge den samme læreplan, rytmer og værdier, som Skovbrynet. Der vil selvfølgelig være små praktiske omstændigheder, hvor de to huse adskiller sig, da en del af pædagogikken også er afhængig af rammerne, samt de muligheder der er i nærmiljøet. Men Skovbrynets hjemmeside beskriver den overordnede ramme for Spiren – så kig endelig hele siden igennem.

ORGANISATORISK

Spiren og Skovbrynets personale vil holde pædagogiske møder og dage sammen, men ellers vil det være to forskellige afdelinger med hver deres hverdag. Personalet bliver ikke flyttet, og hvis der bliver en stilling ledig i den ene afdeling, så søges den på lige fod med de øvrige ansøgere.

Ventelisten til Skovbrynet og Spiren er ikke den samme. Der kan skrives op til begge huse, men det vil være på 2 forskellige ventelister. Hvis man får en plads i det ene hus, så betragtes det som et optag, og man står derfor ikke længere på ventelisten til det andet, og det er ikke muligt at skifte mellem husene. Dette er for at sikre ro og kontinuitet hos børnene.

Spiren vil få sin egen afdelingsleder på sigt, som samtidig er pædagog på stedet. Men al administration, økonomi, personaleledelse og kommunikation vil fortsat ligge hos Skovbrynets administrative leder og institutionslederen.

Bestyrelsen er bestyrelse for begge huse, med repræsentanter fra både Skovbrynet og Spiren.

Taksterne er de samme som Skovbrynet. Ligeledes er der søskendegaranti til samme afdeling.

TOP